Om indsats i klubben og anerkendelse heraf
Ishøj Volley & Beachvolleyklub bygger på frivilligt arbejde, og på et princip om at der er sammenhæng mellem at yde og at nyde – eller med andre ord at dem som gør en indsats i klubben også påskønnes for deres indsats.
Derfor belønnes indsats for klubben med IVB-dollars som medlemmet kan bruge til at nedsætte sin betaling af udgifter til klubben, som kontingenter, ture, sportstøj, kørsel osv.
Retningslinjer for IVB-dollars:
1. IVB-dollars (Ishøj Volley og Beachvolley-dollars) er points som kun medlemmer af Ishøj Volley & Beachvolleyklub kan optjene.
2. IVB-dollars optjenes ved en indsats i klubben som ligger ud over nødvendigheder i forbindelse med eget holds almindelige turneringsvirksomhed. Undtaget er dermed fx kontingentopkrævning på sit hold, sit holds trøjevask, dommer- og sekretærtjanser i forbindelse med egne kampe, honorar-betalte dommertjanser osv.
3. Bestyrelsen fastsætter hvilke opgaver som giver IVB-dollars.
4. Én times opgave er lig med én IVB-dollar. Der afrundes til nærmeste hele timetal.
5. Systemet hviler udelukkende på selvrapportering. Har man ved en aktivitet således gjort sig fortjent til IVB-dollars, skal man skriftligt meddele timetallet til kassereren, som fører IVB-regnskabet i forbindelse med klubbens regnskab.
6. Indrapportering sker løbende på ishojvolley.dk/ivb – og det er her muligt for alle medlemmer at se optællingens status.
7. IVB-dollars kan ikke udbetales i kontanter, men anvendes i klubben som betaling for medlemmets udgifter. Trænere kan dog få udbetalt IVB-dollars mod forevisning af bilag, efter de almindelige regler for skattefrie godtgørelser i foreningslivet (sportstøj, kørsel, telefon o.m.a).
8. Trænergerningen er omfattet af reglerne om IVB-dollars. I forbindelse med indgåelse af trænerkontrakt indgås en aftale om timeforbruget på trænergerningen. Denne aftale fremgår af IVB-regnskabet. Assistenttrænere indgår med halv vægt i forhold til den ansvarlige træner.
9. Dommeropgaver på hjemmebane, hvortil der kræves dommerkort, er omfattet af reglerne om IVB-dollars, med dobbelt takst. Én kamp til tre vundne sæt, takseres til 6 IVB-dollars.
10. Bestyrelsen fastsætter ved endt regnskabsår hvor meget én IVB-dollars er værd i tilskud. Denne fastlæggelse sker ud fra en overordnet vurdering af klubbens økonomiske muligheder.
11. Optjente IVB-dollars skal anvendes løbende eller inden udgangen af efterfølgende kalenderår. IVB-dollars, der ikke er anvendt inden denne frist, bortfalder. IVB-dollars kan kun anvendes mens man er medlem.
12. Bestyrelsen fremlægger IVB-regnskabet til den årlige generalforsamlings godkendelse.
Indført på generalforsamlingen den 5. november 2009.
Revideret af bestyrelsen 3.1.2010
Revideret af bestyrelsen 25.3.2012
Her er link til indberetning af IVB-dollars.
Videre til engelsk oversættelse af reglerne – the ivb-rules.

